Ny direktør for Selected Car Group har vækstambitioner

Ulrik Larsen ny direktør hos SC Group

Bare et år efter åbningen af de nyopførte bilhuse ved motorvejen ved Middelfart står der ekspansion på dagsordenen, og det bliver Ulrik Larsen fra Asperup, der som ny direktør kommer til at stå i spidsen for planerne. Han kender også forretningen ualmindeligt godt, eftersom han dels har grundlagt Selected Car Leasing og dels har medvirket ved opbygningen af eventhuset Selected Car Collection, der begge har til huse på adressen. Det tredje ben i det ambitiøse bilhus er Selected Car Investment, der med fokus på biler med samler- og investorappel så at sige kombinerer ekspertisen på de to områder.

 

”Da vi åbnede dørene i 2017 var det netop med en forventning om synergier imellem forretningsområderne leasing, investeringsbiler og events, og det har vist sig at fungere”, fortæller den nye direktør Ulrik Larsen. Blandt andet som følge af åbningen af en ny afdeling i Hellerup forventer Ulrik Larsen at leasingdelen indenfor få år vil vokse betragteligt, samtidigt med at han ser helt nye forretningsmuligheder for gruppen som helhed.